TV Lillebælt

TV Lillebælt

Kolding Vejle Fredericia Odense Middelfart Assens

Gå på Oplevelseskortet og få gode idéer

Kolding Kommune har et digitalt kort, der samler muligheder for oplevelser i det fri. Besøg det og bliv inspireret til, hvor turen kan gå hen, når vi nu alle sammen skal ud i det fri – hver for sig

Oplevelseskortet er en del af Kolding Kommunes oplevelses-site OplevKolding.dk. På Oplevelseskortet er der rige muligheder for at få inspiration til, hvor man kan gå hen og se noget spændende eller foretage sig noget aktivt i nærområdet. Rigtigt mange af oplevelserne kan man sagtens få glæde af alene eller sammen med sin husstand. Nu skal vi jo alle ud i det fri – hver for sig.

Aktiv fritid for voksne

For voksne, der vil ud og strække benene, er f.eks. vandre- og cykelruter i lange baner markeret på kortet. Man kan klikke den rute frem, man ønsker, og have den med sig i lommen på sin smartphone. Kortet har også GPS-visning, så man til enhver tid kan se, hvor man selv befinder sig ude på ruten – hvis der altså er netforbindelse til telefonen.

Hvis man er ude efter aktiviteter i det fri, kan man f.eks. se på kortet, hvor det er muligt at fiske og se på fugle. Og er man interesseret i kultur og design, kan kortet udpege, hvor kunstværker og design er placeret i det fri i hele kommunen. På samme måde er alle mindesten markeret på kortet. Nogle af dem kan måske være et besøg værd her i 100-året for Genforeningen.

Oplevelser for børn

For børnefamilier er der også masser af inspiration at hente på kortet. Ud over fugletårne og fiskesteder kan man f.eks. finde madpakkehuse og picnic-steder. Så det er bare at pakke en rygsæk med madpakker og begive sig på opdagelse f.eks. ved at kombinere nogle af alle mulighederne.

Oplevelseskortet

Man kan tilgå kortet her direkte eller via oplevkolding.dk

Vigtigt!

Husk at overholde de regler, der gælder i øjeblikket i disse corona-tider. Reglerne gælder også i det fri.

  • Hold afstand til andre og undgå fysisk kontakt med dem.
  • Hvis man holder picnic ved et bord, så husk at følge anbefalingerne for god håndhygiejne og spritte hænderne af inden man sætter sig ved bordet.
  • Og husk, at alle legepladser med metalredskaber og alle udendørs fitness-redskaber er lukket ned i hele Kolding Kommune. Så respektér de afspærringsbånd, der er sat op rundt omkring.