Årsag til fiskedød i Harte-Donssøerne stadig ukendt

Årsagen til fiskedød i Harte-Donssøerne ved Kolding henover påsken er fortsat et mysterium. Trods grundige laboratorie-undersøgelser har det ikke været muligt at fastslå, hvad fiskene er døde af.

I starten af april fik Kolding Kommune en række henvendelser om, at der lå mange døde fisk i Harte-Donssøerne og i kanalerne, der fører vandet fra søerne ned til Harteværket. Ved en efterfølgende besigtigelse blev der konstateret flere hundrede døde fisk i både Ferup Sø og i kanalerne, der forbinder søerne.

Den fælleskommunale miljøvagt målte efterfølgende iltindholdet i søvandet flere steder. Det kunne dog hurtigt konstateres, at der ikke var problemer med for lidt ilt i søvandet, ligesom der heller ikke blev observeret opblomstring af alger.

Efter dialog med DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer, udtog Kolding Kommune nogle fisk, der blev sendt til nærmere analyse med henblik på at finde dødsårsagen.

Annonce

Barbanera L’Opera 2017


125,00 DKK 99,00 DKK

Trods grundige undersøgelser af fiskenes indre organer samt bakteriologiske og virologiske undersøgelser har DTU Aqua ikke kunnet fastslå en sikker årsag til den massive fiskedød. Der er heller ikke blevet påvist en række virus betingede sygdomme – f.eks. den såkaldte Karpens forårsviræmi (SVCV) – som i første omgang havde været overvejet som dødsårsag.

”Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke har kunnet få den præcise årsag til, at fiskene er døde, men nu har vi med undersøgelserne udelukket en række kendte fiskesygdomme,” siger miljøtekniker Sten Frandsen fra Kolding Kommunes.

Alle de døde fisk var af arten Flire – en karpefisk, der minder meget om Brasen – og det fortæller eksperterne, at der ikke har været tale om forurening med f.eks. gylle eller giftstoffer.

”Hvis søerne havde været forurenet, så havde vi fundet flere forskellige døde fiskearter. Men det gjorde vi ikke. Derfor var sygdom det mest oplagte bud på en forklaring,” forklarer Sten Frandsen.

Efter fiskedøden i påsken har kommunen ikke modtaget yderligere meldinger om døde fisk, men kommunens teknikere holder et særligt øje med søerne den kommende tid. Hvis folk i området konstaterer døde fisk, må man meget gerne orientere kommunen på telefon 79797576 eller mail vandloeb@kolding.dk.