Nat-natur-tur og meget mere med Økolariets naturvejleder

Efter en længere corona-pause kan du nu igen komme på tur med naturvejlederen.

Fredag d. 3. juli kan du tage med naturvejleder Finn Lillethorup på nattur i Frederikshåb Plantage, hvor man her i sommernatten kan være heldig at møde natravnen. Natravnen er en fugl, der netop flyver om natten, hvor den jager efter natsværmere, myg og andre insekter, der også flyver i sommernatten.

Natravnen er kendt og berygtet for de mærkelige snurrende lyde, den laver midt i nattens stilhed – lyde som igennem tiderne har skræmt mange, der færdes ude efter mørkets frembrud og ikke kunne forstå, hvor de uhyggelige lyde kom fra.

Turen i natten i den store plantage, er en af de første, der står på programmet nu, hvor naturvejlederen igen åbner dørene for ture, efter at have holdt en pause med aktiviteterne på baggrund af corona-situationen.

Annonce

CUBA Vodka 30 %


En serie bestående af 12 forskellige varianter med hver deres unikke smag, samt en ren vodka uden tilsat smag. Alle CUBA varianterne er lette at mixe fantastiske velsmagende drinks med – både som ”speed-mix” ved kun at tilsætte sodavand eller juice – men også til cocktails. CUBA varianterne kan med fordel også blandes med SMÅ Sure shots, der er med til at give et lækkert twist til drinken.

Her i starten af sommerferien er der også en række strandture på programmet. I løbet af sommerferiens to første uger kan du møde naturvejlederen på nogle af strandene i Vejle Kommune. Her vil der være en slags åbent hus, hvor naturvejlederen tilbyder, man kan låne grej til at fange krabber, rejer og andre smådyr på det lave vand.

Odderbækkens natur står også på programmet, når naturvejleder Finn Lillethorup inviterer på en tur langs Odderbækken lørdag d. 4. juli om formiddagen. På denne tur skal vi følge nogle af de dejlige naturstier, som Odderbæk Vandløbslaug har etableret i området omkring Odderbækken.

“Jeg glæder mig til at komme ud med folk igen”, siger naturvejleder Finn Lillethorup. Som noget nyt for Økolariets naturture, er der lavet tilmelding til nogle af arrangementerne, så deltagerantallet kan styres. “Jeg så helst at folk bare skulle kunne møde op uden at have planlagt det i forvejen, men med corona får vi brug for at kunne styre deltagerantallet, så nu indfører vi tilmelding til en del af turene. Jeg håber, at folk tager godt imod det nye system, hvor folk skal tilmelde sig via Økolariets hjemmeside.”, fortæller Finn Lillethorup.

Interesserede der gerne vil vide mere om de kommende naturture kan finde alle de praktiske oplysninger – og tilmelde sig – på Økolariets hjemmeside. Der er allerede nu annonceret en del ture, og kalenderen vil blive suppleret med flere ture her i løbet af den kommende periode, når det nye tilmeldingssystem er blevet testet.

Tilmeld dig her