Cyklist: Brug 2 sekunder mere på at orientere dig i krydset

Cyklist: Brug 2 sekunder mere på at orientere dig i krydset
PR-foto

De fleste cyklistulykker i trafikken sker i et vejkryds. Derfor sætter Vejle Kommune i samarbejde med Rådet for Sikker Trafik igen i år fokus på krydsulykker – med kampagnen “Brug 2 sek. mere”.

Cyklister kommer alt for ofte til skade i kryds som følge af dårlig eller manglende orientering. Det kan og skal der gøres noget ved.

Med kampagnen “Brug 2 sek. mere på at orientere dig i krydset” opfordres både bilister og cyklister til at holde bedre øje med hinanden, når de kører ind i et vejkryds. For syv ud af 10 gange, hvor en cyklist kommer alvorligt til skade eller mister livet i trafikken, sker det i et vejkryds.

Annonce



Det handler om adfærd

– Vi ved, at adfærd hos både cyklister og bilister har en stor betydning for, at vi kommer sikkert gennem trafikken – og ikke mindst gennem krydsene. Kampagnen minder cyklisterne om, at det betaler sig at bruge et par sekunder mere på at se sig godt for – ligesom bilisterne mindes om, at der også er bløde, knap så synlige trafikanter i krydset, som kræver ekstra opmærksomhed. Der er stadig for mange cyklistuheld i kryds – derfor bliver kampagnen ved med at være vigtig, siger Pia Gulddahl Møller, trafikplanlægger, Vejle Kommune.

Ulykker kan have alvorlige følger

For at få antallet af cyklistulykker ned vil både bilister og cyklister i de kommende uger møde budskabet “Brug 2 sek. mere” på gule plakater langs veje og cykelstier og malet på asfalten i flere byer, ligesom kampagnen er synlig på de sociale medier.

Når cyklister bevæger sig ud i trafikken, er der nogle helt bestemte steder, hvor det giver god mening at kigge sig ekstra godt for. Flere end to ud af tre alvorlige cyklistulykker sker i kryds, og det er i mødet mellem cyklist og bil, at mange ulykker opstår.

Se dig godt for i lyskryds

– Når man som cyklist eller bilist skal igennem et kryds, er det afgørende, at man kigger sig grundigt for, så man ikke overser en farlig situation. Derfor beder vi bilister og cyklister om at bruge to sekunder mere på at orientere sig, siger Mathias Hjorth Frederiksen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Gode råd til cyklister:

  • Sænk farten, når du nærmer dig et kryds.
  • Brug 2 sek. mere på at orientere dig grundigt i kryds og ved sideveje.
  • Vær opmærksom på højresvingende biler bagfra og venstresvingende biler forfra.

Gode råd til bilister:

  • Brug 2 sek. mere på at orientere dig grundigt i kryds og ved sideveje.
  • Vær opmærksom på cyklister, når du skal svinge til højre eller venstre.
  • Sænk farten.

Sådan sker de fleste ulykker i et kryds:

Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside kan du se de fem mest almindelige ulykker i vejkryds.

Del på facebook
Del på Facebook