TVlillebælt.dk

En eftermiddag om Kim Larsen: foredrag og koncert

14. september 2019 Slået fra Af Michael Jacobsen

Den 29. september mindes Kolding Bibliotek spillemand Larsen med foredrag om biografien Mine unge år og koncert. Der er fri entré, og alle er velkomne!

PR-foto

Kim Larsen døde d. 30. september 2018, og nu, knap et år senere, byder Kolding Bibliotek velkommen til en søndag eftermiddag, hvor biblioteket holder ekstraordinært åbent og mindes spillemanden og hans enorme indflydelse på de fleste danskere.

En søndag i musikkens tegn

Forfatteren Jens Andersen vandt Læsernes Bogpris 2019 for sin biografi om Larsen, Kim Larsen: Mine unge år. Denne eftermiddag fortæller han om arbejdet med biografien og de mange samtaler med Larsen, der har lagt grund for historierne i bogen om barndommens gade i Københavns nordvest-kvarter, om Askov Højskole, om det mislykkede skolelærerjob og om slumstormerårene omkring 1968 på Christianshavn.

Et muntert og musikalsk foredrag om mennesker, litteratur, sang og kærlighed, hvor der – med Kim Larsens ord og i Kim Larsens ånd – er ”både til gården og til gaden”.

Efter foredraget spiller Rabalder – Gasolin’ & Kim Larsen Kopiband noget af den fantastiske musik, som Larsen blev så kendt for. Og her er alle velkomne til at synge med!

Jens Andersen, PR-foto

Gratis for alle

Arrangementet foregår på Kolding Bibliotek søndag den 29. september klokken 13.00-16.30 og inkluderer både foredrag og koncert.

Der er gratis adgang, men kom i god tid: Hvis der dukker alt for mange op, kan biblioteket være nødt til at lukke dørene på grund af sikkerhedshensyn.