TV Lillebælt

En person i kritisk tilstand efter voldsom ulykke

9. september 2019 Slået fra Af Michael Jacobsen

En tankbil og en varebil er forulykket ved Taulov. En person er hastet til hospitalet.

Foto: Kim Matthai Leland

Østjyske Motorvej er igen farbar i begge retninger, efter at et sammenstød mellem en tankbil med olie og en varebil spærrede motorvejen nær Taulov.

Det oplyser Vejdirektoratet på Twitter mandag morgen lidt efter klokken 7.00.

– Uheldet er netop afsluttet, og begge spor er atter farbare. Der er dog en del kø endnu, der skal afvikles, før normal trafik kan genoprettes, skriver Vejdirektoratet.

Påkørt bagfra

En person er kommet til skade ved uheldet.

Det meddeler vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Klaus Hansen tidligt mandag morgen.

Han kan dog ikke sige noget om den tilskadekomnes tilstand.

– Tankbilen bliver påkørt bagfra af en varebil, og i den forbindelse kommer en person til skade, siger han.

Kø på strækningen

Selv om der er kø på strækningen, har mange valgt at tage hovedvejen i stedet for motorvejen.

Det har afbødet de værste trafikale konsekvenser i forhold til morgentrafikken, fortæller Brit Osted Nielsen, vagthavende ved Vejdirektoratet.

Ulykken skete ved afkørsel 60B mod Taulov Nord mellem Fredericia og Skærup.