Event i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA: Vilde vandhuller

7. maj 2019 Slået fra Af Michael Jacobsen

Kom rigtig tæt på livet i GIVSKUD ZOOs fredede moseområde, når der i Store Bededagsferien er event med fokus på VIlde Vandhuller.

Vi trækker i gummistøvlerne og tager på ekspedition i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs fredede moseområde i Store Bededagsferien fredag den 17., lørdag den 18. og søndag den 19. maj 2019.
Her skal vi udforske mosens dyre- og planteliv.

Biologer Finn Lillethorup og Jens Thorving Andersen tager børn og voksne med i mosen og tømmer insektfælder, så det bliver muligt at kigge på mosens beboere under lup.
Gæster kan også låne waders, støvler og fiskenet og selv fange de små vanddyr. I event-teltet kan man kigge på sin fangst under lup og se, om der mon gemmer sig nogle spændende dyr.

Ved eventen kan gæster også teste deres viden om vanddyr og -planter og få chancen for at vinde fine præmier.

Børn plejer at være meget optagede af at finde de små dyr og synes, at det er sjovt at sammenligne de rigtige dyr med billeder for at finde ud af, hvilke arter de har fanget. Så vi håber, at vores gæster vil tage med på ekspedition og lære mere om livet i mosen, siger tovholder på eventen, formidler Katrine Elkjær.

Formidling skal give naturen en hjælpende hånd
Der er flere grunde til, at GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA sætter fokus på de vilde vandhuller.

For det første giver det vores gæster i parken en god og ekstraordinær oplevelse, når der sker lidt ud over det sædvanlige, og når de selv kan afprøve nogle sjove aktiviteter, siger Katrine Elkjær og tilføjer:

For det andet er vandhuller en overset del af naturen herhjemme, og en del danske vandhuller er forsvundet. Det er rigtig ærgerligt, da det er hjemsted for mange dyr. Ved at sætte fokus på disse vandhuller ved vores event håber vi, at vi kan inspirere vores gæster til at give dyrene en hjælpende hånd ved at passe på de naturlige vandhuller – og måske ovenikøbet at anlægge et lille vandhul hjemme i haven.

Program for Vilde vandhuller, fredag den 17. til søndag den 19. maj 2019

11:00-15.15: Konkurrence: Vild med vanddyr

11:00-16:00: Lån waders og fang vanddyr i mosen

11.00-16.00: Se på vanddyr under lup

12:00 og 14:00: Kom med på tur i mosen og tøm insektfælderne – med Finn Lillethorup/Jens Thorving Andersen

13:00 og 15:00: Vi zoomer ind på dagens fangst, kom og se med – med Finn Lillethorup/Jens Thorving Andersen

13.15 og 15.15: Udtrækning af dagens vindere

Aktiviteterne foregår ved event-teltet, som er opstillet ved mosen ved siden af Baobab på P2. Det er også herfra, at turene i mosen starter.