TV Lillebælt
EWII har støttet Middelfart Gymnastik og Boldklub med nyt holdtøj. Foto: PR

EWII støtter mere end 100 lokale tiltag, sportsklubber og foreninger

9. april 2019 Slået fra Af Michael Jacobsen

Nyt holdtøj, kultursponsorater og en pulje til større lokale begivenheder. Det er essensen af EWIIs nye sponsorstrategi, som blev indledt i 2018. Mindst 100 lokale tiltag, sportsklubber og foreninger i Trekantområdet har allerede fået glæde af støtten. Og målet er at glæde mindst lige så mange i år.

Ifølge DGI, Danmarks næststørste idrætsorganisation, som arbejder målrettet med at styrke motion og breddeidræt i Danmark, er den lokale støtte afgørende for det lokale sports-, forenings- og kulturliv.

”Det er vigtigt for lokalsamfundet, fordi det øger lokalklubbernes muligheder for at skabe fede events for medlemmerne og kontinuerligt sende trænerne på videreuddannelser, hvilket i sidste ende får flere børn og unge til at være aktive og gør det lokale foreningsliv mere aktivt. Det styrker mulighederne for motion og breddeidræt og gør gavn for tusindvis af medlemmer og frivillige”, siger Jan Nielsen, Partner- og Eventchef fra DGI.

En af de klubber, som har modtaget støtte, er MG&BK, Middelfart Gymnastik og Boldklub.




”Den støtte vi får, er med til at skabe gode rammer for sammenhold og fællesskab i MG&BK. Og sammen med en uvurderlig indsats fra lokale frivillige ildsjæle, kan vi tilbyde attraktive fritids- og sportsaktiviteter til børn og unge i Middelfart”, siger Birgitte Wænnerstrøm, som er bestyrelsesmedlem i MG&BK.

Ny strategi fokuserer på lokalområdet

EWIIs nye sponsorstrategi betyder, at Trekantområdets energikoncern støtter initiativer, der giver god energi til børn og unge indenfor sport, kultur og det øvrige lokalsamfund.

Et af tiltagene er at klæde lokalområdets børn og unge i sportsklubberne på med nyt ens holdtøj, og efterspørgslen var enorm i 2018 med mere end 700 ansøgninger.

EWII vil desuden sigte efter hvert år at støtte større og helt særlige lokale begivenheder, der giver værdi for området. Midlerne kommer fra EWIIs kommercielle selskaber.

Børn og unges læring om energi

Udover lokal sponsorstøtte fra EWII, støtter koncernens infrastrukturselskaber i TREFOR også lokalområdets børn og unge i deres læring om energi igennem flere initiativer.

I konkurrencen ”Verden uden os” inviterede TREFOR i 2018 alle 1.-9. klasser i Trekantområdet til at tegne, eller lave en film, som viste verden uden el, vand og varme. TREFOR udtrak fem vinderklasser, som hver modtog 5.000 kroner for deres flotte bidrag til konkurrencen. Nyeste tiltag er at to skoleklasser modtager 10.000 kroner hver, fordi de gennem lokalstøtte-initiativet har haft mulighed for at ansøge om støtte til en klassetur i energiens tegn – en tur hvor klassen fokuserer på læring om energi.

Midlerne i TREFOR lokalstøtte puljen kommer fra koncernens infrastrukturselskaber og udgør én krone pr. unik TREFOR-kunde.