Få penge til aktiviteter under Festugen

Få penge til aktiviteter under Festugen. TV-reportager og nyheder
Streetart ”Joy Waves” af kunstnerne Estrella Salas og Adam Lenzinger på Banegårdspladsen under Festugen 2020. Foto: Mette Fersløv Schultz

Trekantområdets Festuge vender tilbage i sin vanlige form efter en Corona-venlig udgave i 2020. Festugen starter den 27. august og fortsætter frem til søndag den 5. september. Kolding Kommune har netop åbnet for ansøgninger til en ny aktivitetspulje og inviterer alle, der har gode idéer og lyst til at lave aktiviteter i Festugen, til at byde ind.

Trekantområdets Festuge har de sidste syv år været katalysator for et væld af kulturelle oplevelser i Kolding og de seks øvrige kommuner, der er en del af Trekantområdet. Både i 2018 og 2019 var der over 500 arrangementer i løbet af Festugen, som i Kolding bliver sparket i gang på Kulturnatten den 27. august og løber 9 dage frem.

Pulje på 75.000 kr.

Kultur og Event i Kolding Kommune, der koordinerer Festugen i Kolding, har lavet en pulje på 75.000 kr. til kulturelle tiltag. Der er netop åbnet for ansøgninger.

Kunstprojektet ”Spild af vores tid” af Maria Viftrup i Biblioteksparken under Festugen i 2019. Foto: Ard Jongsma

– Vi har lavet en lokal aktivitetspulje, som alle, der vil lave kulturelle aktiviteter, kan søge. Overskriften for puljen er ”kulturen ud af vante rammer”, så vi leder efter projekter og arrangementer, der går nye veje og skubber til de faste formidlingsformer og etablerede rammer. Derudover skal projektet forholde sig konkret og aktivt til Festugens tema ”Afstand”, fortæller kulturkonsulent Mette Fersløv Schultz, som er koordinator for Festugen i Kolding og fortsætter:

– Festugen har altid et tema, som er med til at binde de mange arrangementer sammen på tværs af kommunerne. I år er temaet i høj grad præget af Corona-krisen og hvad den har betydet for os som mennesker og for kulturlivet. Vi glæder os meget til at se, hvordan temaet bliver grebet an i ansøgningerne.

Sådan søger du

Puljen er åben nu og frem til den 15. juni, men Kultur og Event vil vurdere ansøgninger løbende. Du søger via et online ansøgningsskema på kolding.dk/trekantfest, hvor du kan læse mere om puljen og Trekantområdets Festuge i Kolding.

Del på facebook
Del på Facebook