TVlillebælt.dk

Fraråder badning ved Christiansminde Strand

25. juli 2019 Slået fra Af Michael Jacobsen

PR-foto

Midt i hedebølgen hvor turister og lokale flokkes i vandet ved Christiansminde Strand i Svendborg, fraråder Svendborg Kommune badning.

Årsagen er, at en vandprøve taget i mandags den 22. juli har afsløret et for stort indhold af e-coli bakterier.

– Vi har netop i dag fået resultatet af analysen. De viser desværre et for højt indhold af e-coli bakterier. Derfor fraråder vi badning ved stranden, forklarer landskabsarkitekt Peter Møller, Svendborg Kommune.

Han har ingen forklaring på, hvorfor der er for højt indhold af e-coli bakterier ved den populære strand.

Der er i dag taget nye prøver af badevandet. Resultatet af dem forventes at være klar på fredag den 25. juli.

– Så håber vi, at de viser, at der igen kan bades ved Christiansminde, siger Peter Møller.

Svendborg Kommune har sat skilte op ved stranden, der advarer mod badning.