Nyheder og indslag fra trekants-området og fyn

Fredericia Kommune ansætter ny koncernchef for Teknik og Miljø

Den nuværende souschef René Olesen bliver ny koncernchef for Teknik og Miljø i Fredericia Kommune.

Det bliver den 43-årige René Olesen, der overtager roret for Teknik og Miljø i Fredericia Kommune. Han har siden december været konstitueret chef på området. René Olesen blev udvalgt af et enstemmigt ansættelsesudvalg blandt et stærkt felt af 24 ansøgere, og han kommer til at stå i spidsen for omkring 330 medarbejdere.

”Jeg er rigtig glad for, at René har valgt at søge stillingen som koncernchef. Han har i en årrække været en dygtig og dedikeret souschef på området, og han kender både området og Fredericia Kommune rigtig godt. Jeg glæder mig til at få René med som en fast del af holdet i koncernledelsen”, siger Annemarie Schou Zacho-Broe, kommunaldirektør i Fredericia Kommune.

René Olesen har været ansat i Fredericia Kommune siden 2012 og har siden 2015 været souschef for Teknik og Miljø. Inden da har han været leder af Trafik og Renovation og Vej og Park i Fredericia Kommune. Før det arbejdede han som afdelingsleder i Vej og Park i Odsherred Kommune. René Olesen er uddannet Ingeniør fra DTU.

”Jeg er rigtig glad for tilliden, og jeg glæder mig meget til at fortsætte det spændende arbejde med at drive og udvikle Fredericia på teknik- og miljøområdet. Jeg kommer til at have et stort fokus på sikre en velfungerende drift inden for hele koncernområdet. Derudover har vi en række spændende udviklingsprojekter med blandt andet Kanalbyen, ny infrastruktur, en ny genbrugsplads samt udviklingen af DanmarkC. Jeg glæder mig meget til at fortsætte arbejdet med vores mange dygtige medarbejdere”, siger René Olesen.

René Olesen bor i Vejen sammen med sin kæreste. Han er uddannet livredder og svømmeinstruktør og er glad for musik, koncerter og storbyferier med sin kæreste.

René Olesen tiltræder stillingen som koncernchef pr. dags dato.