Fynsk kioskejer fangede unge indbrudstyve og fik bank af stedfar

En 47-årig mand i Otterup på Fyn havde fået nok af jævnlige indbrud i sin kiosk. Derfor besluttede han natten til søndag at overnatte i butikken. Det skriver Ekstra Bladet i dag.

I løbet af natten vågnede han op, da en gruppe unge igen var ved at bryde ind.

Politiet modtog anmeldelsen om indbruddet klokken 00.46 og her forlød det, at tre tyve var brudt ind i kiosken og at ejeren havde tilbageholdt to af dem. Det oplyser Ehm Christensen, der er vagtchef ved Fyns Politi, tidligt søndag morgen til Ekstra Bladet.

Der var tale om tre mindreårige; en pige og to drenge i alderen 14-16 år.

– Den ene gerningsmand nåede at ringe til sin mor og fortælle om situationen, siger Ehm Christensen.

– Kort efter ankom en stedfar til drengene til stedet. Han uddelte øretæver til kioskejeren med knytnæveslag og truede ham med en økse, siger vagtchefen.

Efterfølgende har Fyns Politi haft en alvorlig snak med to af de tre mindreårige. De blev sigtet for indbrud og løsladt igen. Stedfaren på 39 år blev fundet på hans bopæl og anholdt.