TVlillebælt.dk

Gå 17 minutter i 17 måneder og snak om de 17 verdensmål!

9. september 2019 Slået fra Af Michael Jacobsen

Gåture på 17 minutter. Tilbud om besøg på 17 minutter. Nyhedsbrev den 17. kl. 17 med 17 artikler.
Det er nogle af aktiviteterne i nyt EU-Projekt: Shaping Fair Cities, som vejlensiske VIFIN er dansk tovholder på. Under sloganet “Sammen om 17” skal en række aktiviteter sætte fokus på FN´s 17 verdensmål og engagere borgerne.

Modelfoto

Under sloganet: “Sammen om 17” skal EU-projektet: Shaping Fair Cities gennem 17 måneder fra august 2019 til december 2020 sætte fokus på FNs 17 verdensmål. En række aktiviteter skal engagere kommunale medarbejdere og mobilisere borgerne.

VIFIN, Videnscenter for Integration, som er en organisation under Vejle Kommune, bliver den danske tovholder på EU-projektet.



“Verdensmål” – er det ikke de der klimating?

Det er nok ofte det svar, man får, når man spørger folk, om de kender FNs verdensmål. Men klima er faktisk kun en del af det, og det er vores ambition, at alle får øjnene op for det”, fortæller projektleder Anette Grunnet. Det skal ske på mange måder.

Få besøg i 17 minutter i din forening

En af projektets aktiviteter er en øvelse på 17 minutter.

Alle, der ønsker at sætte verdensmålene på dagsordenen, kan få besøg. Det kan være en forening, virksomhed, skole, ældrecenter eller noget helt andet. Gruppen diskuterer i 17 minutter, hvilke mål der er relevante for lige netop dem, og hvorfor og hvordan de vil arbejde videre med målene og handle på dem.

Deltagerne bliver bedre til at sætte ord på og tage handling lokalt, og vi tager tanker og ideer med tilbage til Vejle Kommune, siger Anette Grunnet.

Gå med mål – invitation til en gåtur med mening
Som en anden aktivitet vil der de næste 17 måneder på forskellige tidspunkter blive inviteret til en fælles gåtur. Gåturen er for alle, der er interesserede, og den enkelte gåtur krydres med et samtaleemne relateret til FNs verdensmål.

Gennem nysgerrig refleksion giver deltagerne input til emnet, og det bliver igen taget med tilbage i det videre arbejde. Vi går måske 17 meter, 17 minutter, 17 kilometer eller noget helt andet, fortæller kommunikationsansvarlig Anne Charlotte Petersen. Det vigtige er, at alle kan være med, både i tempo og i forhold til snakken.

De første ture varer 17 minutter og finder sted:

Torsdag d. 19. september kl. 12.07 – 12.24. Udgangspunktet er foran Musikteateret i Vejle.

Onsdag d. 9. oktober kl. 17.00 – 17.17. Udgangspunktet er indgangen til Vejle Bibliotek.

Torsdag d. 10. oktober kl. 07.43 – 08.00. Udgangspunktet er foran Fjordenhus.

Fokus for samtalerne bliver mål 11: Bæredygtige byer og lokalsamfund.

Nyhedsbrev serverer lidt godt til alle

Frem til december 2020 udsender VIFIN den 17. i hver måned kl. 17 et nyhedsbrev med 17 forskellige artikler.

Der skulle være noget for enhver smag, uanset om man er beslutningstager, virksomhed, forening eller borger. Man får set verdensmålene fra kommunalt perspektiv, møder den enkelte medarbejder, der arbejder med verdensmål, får inspiration fra foreninger, perspektiver fra både nye og indfødte vejlensere og hører en gruppe robotter forklare verdensmålene til mindre børn.

Så nyhedsbrevet henvender sig generelt til alle, der vil holde sig opdateret på Vejles arbejde for verdensmålene.

Se det første nyhedsbrev her.

Hvad skal det til for?

Ud over de aktiviteter, som alle kan deltage i, bliver der forskellige arrangementer for medarbejdere i Vejle Kommune. Her arbejdes med udvalgte verdensmål diskuteret på tværs af forvaltninger og afdelinger, og man vil se på, hvordan man kan styrke hinandens arbejde. Der vil også i perioden blive arrangementer for foreninger, virksomheder og for studerende.

Dette, i kombination med input fra aktiviteterne med borgerne, skal bidrage til at understøtte arbejdet med resiliens og verdensmål i Vejle på alle niveauer og være med til at vise alle, hvordan de kan være med til at gøre en forskel, understreger Anette Grunnet.

Fakta

Shaping Fair Cities er finansieret af EuropeAid og har 17 partnere i 10 lande.

I projektet arbejder partnerne med at fremme FNs verdensmål, særligt med fokus på 5: Ligestilling mellem kønnene, 11: Bæredygtige byer og lokalsamfund, 13: Klimaindsats og 16: Fred, retfærdighed og stærke institutioner, og har desuden tværgående opmærksomhed på køn og migration. Projektet løber til december 2020.

Projektet kan følges på:

Instagram: https://www.instagram.com/shapingfaircitiesdk/

Facebook: https://www.facebook.com/resilientvejledk/?epa=SEARCH_BOX

Tilmelding til nyhedsbrev her