FREDERICIA: Gammel Havn får et løft 

Gammel Havn får et løft. TV-reportager og nyheder
Illustration: Illustration Hasløv & Kjærsgaard

Besøgende på land og til vands kan se frem til nye og bedre faciliteter på Gammel Havn i Fredericia, der lige nu er ved at blive opgradere.

I samarbejde med havneselskabet ADP A/S er Fredericia Kommune i gang med at udvide Gammel Havn og forbedre faciliteterne i området. Bad og toiletfaciliteter fik sidste år et løft, og nu udvides havnen med 40 nye pladser til gæstesejlere. De placeres side om side med omkring 20 pladser på begge sider i indløbet til havnen. Der bliver i alt 60 pladser.

Et sammenhængende og attraktivt havnemiljø

I budgetforliget 2020 afsatte Fredericia Byråd 7 mio. kroner til projektet, og yderligere 0,5 mio. kroner i 2021 til at forskønne havneområdet. Borgmester Steen Wrist har fulgt udviklingen i området omkring Gammel Havn tæt, og han glæder sig over, at selve havnen nu også får en overhaling.

”Der er kommet mere liv i området omkring Gammel Havn i takt med byudviklingen og aktiviteterne i Kanalbyen. Bedre faciliteter og flere pladser i Gammel Havn skal understøtte den positive udvikling og bidrage til et sammenhængende og attraktivt havnemiljø i området”, siger Steen Wrist, borgmester i Fredericia Kommune.

I Kanalbyen glæder man sig over udsigten til et livligt havnemiljø med nye og gode faciliteter.

”Gammel Havn er et af de vigtigste byrum vi har, og den opgradering, som nu er i gang, er med til at gøre havnen til et livligt og attraktivt sted, som kommer til at tage rigtig godt imod de gæster, der ankommer ad vandvejen til hjertet af Kanalbyen, siger Tim E. Halvorsen, projektdirektør i Kanalbyen i Fredericia P/S.

Fredericia Kommune forventer, at de nye pladser og faciliteter står klar til brug i slutningen af juni 2021.

Du kan læse mere om Gammel Havn og priser for gæstesejlere på VisitFredericias hjemmeside: visitlillebaelt.dk

Ensrettet på Gammel Havn

Anlægsarbejdet i Gammel Havn er i fuld gang. For at give plads til arbejdet, er vejen til Gammel Havn ensrettet frem mod juni med indkørsel fra Købmagergade.

Del på facebook
Del på Facebook

Udvalgte reportager