Nyheder og indslag fra trekants-området og fyn

GIVSKUD ZOO igen kåret som Nordens bedste dyrepark

Foto: Givskud Zoo

For andet år i træk løber GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA med titlen Nordens bedste dyrepark.    

GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA har igen i år fået æren af at kunne kalde sig Nordens bedste dyrepark.
Det er den svenske rejsehjemmeside barnsemester.se, der via en afstemning kårer Nordens bedste attraktioner, hoteller, rejseselskaber mv.

  • Vi er meget beærede over, at de mange brugere igen i år har stemt på os. Der er jo mange fine dyreparker i Norden, så vi er enormt glade for, at gæsterne endnu engang har vurderet os blandt de bedste, siger formidlings- og marketingchef i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, Morten Hechmann Andersen.

Også blandt andre København Zoo og Knuthenborg Safaripark var med i opløbet om at blive kåret som Nordens bedste dyrepark. Men de måtte se sig slået, for på andenpladsen kom Kolmården Zoo, og tredjepladsen tilfaldt Ölands Djur & Nöjespark, som begge er svenske.

Også kåret som Danmarks bedste dyrepark
Udover nu igen at blive kåret som Nordens bedste dyrepark er GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA også blevet kåret som Danmarks bedste dyrepark 2019.
DanCenter og Danland har holdt en afstemning, hvor brugere kunne stemme på Danmarks bedste attraktioner i ni forskellige kategorier.
Godt 7.400 deltog og gav attraktioner karakterer fra 1 til 5. GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA fik et højt gennemsnit på 4,41 ud af 5, hvilket var den højeste vurdering blandt vinderne i de ni kategorier.
Deltagerne i afstemningen kunne skrive kommentarer om attraktionerne, og der var flere positive udtalelser om GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA:

  • Jeg syntes, det er en gennemført virkelig flot park. Og så giver dinosaurer parken et par ekstra point herhjemme.
  • Klart den bedste zoo vi har været i.
  • Vi har årskort til Givskud ZOO, nyder at være der hver gang.

Morten Hechmann Andersen glæder sig over gæsternes udtalelser:

  • Vi er rigtig taknemmelige og glade. Gæsternes oplevelse i parken er utrolig vigtig, og vi gør, hvad vi kan for at give dem en vildt god dag. Så det er dejligt med positive tilbagemeldinger.