Hvem er Årets Klimahelt i Kolding?

For tredje år i træk vil Kolding Kommune kåre Årets Klimahelt og på den måde anerkende dem som gør en ekstraordinær indsats for klimaet og bæredygtighed her i Kolding Kommune. Vil du indstille en kandidat til titlen, er det nu og senest den 30. juni, du skal sende navn og begrundelse til Kommunen.

Sidste års Klimahelt blev Svetlana Petrova, som fik prisen for sit arbejde med at gøre mode bæredygtigt for sit initiativ Empty Your Wardrope, som er et tøj-byttemarked. Svetlana arbejder fortsat videre med sit initiativ, men har siden sidst udvidet sit bæredygtige engagement og kastet sig over Repair Café Kolding samt en ny frivillig organisation, der hedder Re:Food.

– Det er ildsjæle som Svetlana, som vi gerne vil hylde her i Kolding. Ingen kan løse de klimaudfordringer vi står over for alene, og det er derfor vigtigt, at vi fejrer de gode eksempler og rollemodeller, så vi alle kan blive inspireret af hvordan vi kan være med til at gøre en forskel, siger borgmester Jørn Pedersen.

Vinderen af titlen som Årets Klimahelt kåres i Søndergade på Kulturnatten 23. august kl. 16.30 på scenen, hvor borgmesteren står klar til at overrække prisen.

Har du et godt bud på, hvem der skal have titlen? Så er det nu, du skal indstille din kandidat. Send forslaget senest søndag d. 30. juni sammen med en kort begrundelse til Stella Steen Jensen på mail: steje@kolding.dk.