TVlillebælt.dk

Kæmpe kunstværk kan ende i skraldespanden: Hvem vil have William Soyas lysskulptur?

11. september 2019 Slået fra Af Michael Jacobsen

En kæmpe lysskulptur er blevet noget af en hovedpine i Kolding.

Arkivfoto: Statens Kunstfond

I 1975 fik Kolding Kommune en gave, som man de seneste 11 år ikke har haft meget glæde af. Det skriver DR.

En lysskulptur af den afdøde danske kunstner William Soya blev nemlig skænket Kolding, og det skulle hænge på det gamle bibliotek i Jernbanegade.

Men i 2008 flyttede biblioteket, og kunstværket flyttede ikke med. I stedet flyttede det på depot, og der har det så ligget i de seneste 11 år.

Der er tale om et meget stort kunstværk bestående af 49 firkantede stålrør med størrelsen 60×60 centimeter i varierende dybde. Værket vejer omkring et ton, og det kan derfor ikke bare sættes op hvor som helst.

Men nu bliver det måske smidt ud, for der er ingen, der vil have det, siger formanden for kulturudvalget i Kolding, Jesper Elkjær fra Radikale Venstre.

– Vi har faktisk forsøgt at spørge virksomheder og institutioner, om de kunne være interesserede, men prisen spiller ind for de fleste, siger han.

Koster penge at sætte i stand

Med prisen mener han ikke, at Kolding Kommune kræver penge for at skille sig af med værket. Faktisk kan man få det ganske gratis. Problemet er bare, at det ifølge Konserveringscentret i Vejle vil koste omkring 300.000 kroner at få værket sat i stand.

– Så der er flere faktorer, der spiller ind, og det kan ende med den beklagelige situation, at vi må bortskaffe de, siger Jesper Elkjær.

Faktisk har fem virksomheder tidligere sagt ja til at modtage værket, men prisen for istandsættelsen har hver gang sat en stopper for aftalen.