TVlillebælt.dk

Legekæden åbner butik i Kolding

21. august 2019 Slået fra Af Michael Jacobsen

Foto: Photocare, Bog & ide Kolding midtby

Efter lukningen af alle Toys”R”Us- og Fætter BR-butikkerne er Legekæden på vej med legetøjsbutikker i en lang række byer.

Kolding får en Legekæden-butik som en shop-in-shop i den lokale Photocare, Bog & idé i Kolding midtby.

Photocare, Bog & idé i Jernbanegade 24, har valgt at åbne en filial af Legekæden. Det kommer til at ske, som en kombi-butik, hvor Legekæden får en shop-in-shop i Bog & idés butikslokale.

Landsdækkende bytteservice

Legekæden er et frivilligt kædesamarbejde med 45 forretninger landet over, heraf en stor del er kombi-butikker med Bog & idé, der er Danmarks største boghandel med i alt 125 butikker.

Efter konkursen og lukningen af alle Toys”R”Us- og Fætter BR-butikkerne landet over har mange forældre og børn henvendt sig og efterspurgt en Legekæden i deres lokalområde i stedet.

En læserundersøgelse foretaget af BT viste, at 63 procent ud af ca. 5000 læsere har svaret, at de gerne så en Legekæden som erstatning for deres gamle BR-butik.

Legekæden er i dialog om at etablere en række nye butikker – enten som kombi-butikker med Bog & idé eller med andre interesserede detailbutikker, fx børnetøjsforretninger.

Ideen til kombi-butikkerne mellem Legekæden og Bog & idé er opstået, fordi Legekæden og Bog & idé er en del af det samme frivillige kædesamarbejde: Indeks Retail. Samarbejdet giver kunderne en række fordele, bl.a. landsdækkende bytteservice.

Magi i børnehøjde

Per Adsbøll, som sammen med Thomas Obbekær er indehaver af Photocare, Bog & idé i Kolding midtby, siger om åbningen af kombi-butikken:

>>Da muligheden bød sig for at vi kunne få legetøj ind, og vi havde nogle ekstra kvadratmeter vi ikke brugte, slog vi til.

Allerede i februar startede vi med de indledende planer. Vi vidste vi ikke ville lade bøgerne lide under det, så det har været en længere proces at få puslespillet til at gå op. Nu hvor det hele er på plads, er vi meget tilfredse med resultatet, og vi glæder os til det er færdigt, så vi kan vise det frem.

Vi har i snart 6 år været både Photocare og Bog& idé, så vi er vant til at have mange funktioner i hverdagen, og er spændte på de nye som kommer med Legekæden.<<

Legekæden i Kolding byder kunderne indenfor til åbningsfest den 5. september med en masse gode tilbud.