Lige så godt som en tur i fitness: Sådan påvirker havearbejdet din krop

Videnskaben slår fast, at havearbejde er en effektiv vej til både fysisk og mental sundhed. I havearbejdets højsæson giver haveeksperten her sine råd til, hvordan pligterne kan udnyttes til gavn for krop og sjæl.

De lyse aftener er over os, og havesæsonen – med alle dertilhørende pligter – er for alvor skudt i gang. Men har du et bed at grave, en plæne at klippe eller fliser at luge imellem, betragt da opgaverne som oplagte motionsformer frem for sure pligter. Studier viser nemlig, at havearbejde øger kondition, styrke og smidighed, er en sublim kalorieforbrænder og hjælper mod stress. Guide til opgravning af bede

Bente Klarlund Pedersen, der er overlæge på Rigshospitalet, professor på Københavns Universitet og leder af TrygFondens Center for Aktiv Sundhed, har kigget nærmere på, hvordan havearbejde påvirker vores helbred.

– En analyse af 22 videnskabelige studier om have og helbred har slået fast, at havearbejde er godt for smidighed, balance og koordination, og man får øget sin kondition og styrke – et par aktive timer i haven kan nemt træde i stedet for en tur fitnesscenteret. Samtidig styrkes den mentale sundhed, siger Bente Klarlund Pedersen og uddyber:

– Havearbejde er godt mod stress, og man får både motion og dagslys, hvilket stimulerer hjernen og giver en antidepressiv effekt. Sollyset betyder mere D-vitamin, der er godt for humøret, og et videnskabeligt forsøg har tilmed vist, at havearbejde har en anti-stressende effekt, der kan måles i blodets indhold af stresshormonet kortisol.

Midt i havearbejdets højsæson giver haveeksperten sine råd til, hvordan pligterne kan udnyttes til gavn for krop og sjæl. Foto: PR.

Haven som træningscenter

Arne Persson, der er planteekspert i Plantorama, er enig i, at havens gøremål kan erstatte nogle af turene på løbebåndet. Ofte handler det om at vælge de traditionelle løsninger og holde igen med automatikken.

– Hver gang man skal lave en aktivitet i haven, er der stadig en manuel måde at udføre opgaven på. Ved at vælge den giver man sig selv en gave af velvære og motion, og samtidig bliver fornøjelsen ved at se og nyde resultaterne af arbejdet kun større, fortæller Arne Persson, der her giver tre råd til opgaver i haven, der gavner legemet.

Brug håndskubberen: – De selvkørende maskiner er blevet meget populære, men hvis du vil gøre noget godt for dig selv, så find håndskubberen eller den almindelige motordrevne frem og giv den gas. En velplejet græsplæne skal slås to gange i ugen, og i en normal have med plæne på 400 kvadratmeter kommer man nemt op på 10.000 skridt i ugen.

Ifølge Bente Klarlund Pedersen, der er leder af TrygFondens Center for Aktiv Sundhed, kan et par aktive timer i haven sagtens erstatte en tur i fitnesscenteret. Foto: PR.

Kom ned på alle fire: – Når ukrudtet stikker op mellem fugerne i fliserne, så find en blød pude, sæt dig på knæ, og tag ukrudtet med håndkraft. Og når græskanterne skal trimmes, så sæt dig ned og brug en almindelig saks. Det giver motion at komme op og ned, og du slipper for at bruge kemikalier til at bekæmpe ukrudt mellem fliserne. Læs mere om ukrudtsbekæmpelse.

Fordel arbejdet: – Hækklipning og gravearbejde kan være hårdt, og det giver god motion. Det kan dog være en god idé at fordele de tungere projekter over nogle dage – på den måde kan man klare meget uden at blive skadet.

Havearbejde er godt for både smidighed, balance og kondition og er tilmed godt for den mentale sundhed. Foto: PR.