Foto: PR

Luk for dit varmeanlæg og spar op mod 800 kr. på en sommer

15. maj 2019 Slået fra Af Michael Jacobsen

Sommerlukning af dit varmeanlæg er nemme penge at spare. Så læs her, hvordan du gør.

Når maj bliver mild, er det tid til at lukke for varmen. At dreje radiatorens termostat i bund er dog ikke helt nok, hvis man gerne vil spare penge. De store besparelser kræver, at hele anlægget lukkes ned i sommerperioden.

Hvis man hen over sommeren lukker helt for fjernvarmen, kan man typisk spare 3-5 % på den årlige varmeregning. Det svarer til op mod 800 kroner og 85 kg CO2 for en almindelig parcelhusfamilie. Har huset olie- eller naturgasfyr, er der endnu mere at spare.

”Det er en god ide at sende varmeanlægget på lang sommerferie, men mange af os får det ikke gjort. Det tager kun 5 minutter, og du skal bare lukke sommerventilen og slukke cirkulationspumpen. Første gang kan det måske virke lidt uoverskueligt, hvis man ikke kender sit varmeanlæg så godt. Men så kan man se hvordan på SparEnergi.dk eller spørge en VVS’er,” siger Jakob Thomsen fra Energistyrelsen.




Som en bil i tomgang

Energistyrelsen understreger, at man også kan køre sommerdrift, hvis man varmer med naturgas eller olie.

Hvis varmeanlægget er tændt over sommeren, er det som at have sin bil i tomgang i flere måneder. Det skader klimaet og koster penge til ingen verdens nytte. Derudover bruger gamle cirkulationspumper så meget strøm, at det kan være en god ide at skifte dem ud med det samme – sommerdrift eller ej,” siger Jakob Thomsen.

En nyere cirkulationspumpe tilpasser sig boligens svingende behov og bruger kun for ca. 200 kr. strøm om året. En gammel pumpe kører derimod for fuld kraft hele tiden og kan bruge op til 5 gange så meget strøm.