TVlillebælt.dk

Maskinen sprayer rummet rent

20. august 2019 Slået fra Af Michael Jacobsen

En desinfektions-maskine, der sprayer desinficerende væske ud i lokalet, er det nyeste værktøj, som Sygehus Lillebælt bruger i kampen mod smitsomme bakterier.

Tekst: Søren Hygum Hansen, Sygehus Lillebælt
Foto: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt

Bittesmå dråber væske bliver langsomt sprayet ud i lokalet. I løbet af en halv time er det meste af lokalet – også helt små sprækker og hjørner – dækket og fyldt af den desinficerende væske, der dræber alle mikroorganismer på sin vej.

Sygehus Lillebælt tager en ny, effektiv maskine i brug for at forebygge ophobning af bakterier på patientstuerne, der i værste fald kan føre alvorlig sygdom med sig.
– På den her måde mindsker vi risikoen for, at man bliver smittet med bakterier, der kan overleve i længere tid på overflader og udstyr, fortæller hygiejnesygeplejerske Mette Assenholm Kristensen fra Klinisk Mikrobiologi på Sygehus Lillebælt.

Desinfektionsmaskinen er efter en længere indkøring netop blevet klar til brug på sygehusene i både Kolding, Vejle og Middelfart, og den er et bedre alternativ til manual desinfektion med en klud i forhold til særligt sejlivede mikroorganismer.

Til kamp mod smitsom bakterie
Tanken er, at maskinen især kan blive brugt af personalet i de tilfælde, hvor en patient har været indlagt med en særlig variant af bakterien clostridium difficile, der kan give tarminfektion og svær diarré, og som er særlig modstandsdygtig. På Sygehus Lillebælt har den form for bakterie ikke været i udbrud, som det har været tilfælde på andre sygehuse i landet, og håbet og forventningen er, at desinfektionsmaskinen i endnu højere grad kan være med til at forebygge, at det skulle ske.
– Det er en bakterie, der er særlig smitsom, og som vi derfor er ekstra opmærksomme på, fortæller Mette Assenholm Kristensen.

Desinfektionsmaskinen, der er på størrelse med en mellemstor papkasse, bliver efter en grundig omgang rengøring på stuen stillet i midten af lokalet, hvor desinfektionen skal foregå. Det sker, når patienten atter er rask og er blevet udskrevet – men hvor der stadig kan være spor af bakterien på udstyr og inventar i lokalet, som kan smitte andre patienter.

Mens maskinen arbejder, er der ingen adgang i lokalet. Foto: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt.

En rengøringsmedarbejder sætter derefter maskinen i gang, forsegler rummet med tape – og forlader lokalet, hvorefter maskinen begynder at spraye et særligt desinfektionsmiddel bestående af blandt andet brintoverilte ud i rummet, som får tid til at sætte sig på vægge, på udstyr og i sprækker og hjørner.

Lille og mobil

Den del af processen tager samlet set en time, hvorefter rengøringspersonalet, der nu er iklædt sikkerhedsudstyr, går tilbage i lokalet og begynder at lufte ud ved at åbne vinduerne. Herefter venter personalet yderligere to-tre timer, og med en særlig måler tjekker de så, om luften i lokalet atter er så ren og sund, at lokalet kan bruges.
– Personalet er blevet uddannet hos leverandøren af desinfektionsmaskinen, og vi er nu klar til at tage den i brug, når der er behov for det, fortæller Frank Overby Vinding, der er specialkonsulent i Serviceafdelingen på Sygehus Lillebælt.

Personalet tager blandt andet sikkerhedsmasker på, når de går tilbage i lokalet. Foto: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt.

Forventningen er, at der vil være behov for maskinen 30-40 gange årligt.

I alt er otte rengøringsmedarbejdere – fire på sygehuset i Kolding og fire på sygehuset i Vejle – uddannede i at bruge maskinen.
– Den er samtidig så lille og mobil, at vi også vil kunne fragte den til sygehuset i Middelfart og bruge den dér, hvis behovet opstår, fortæller souschef i rengøringsenheden på Sygehus Lillebælt, Ninna Christiansen.

Clostridium difficile, som Sygehus Lillebælt har særlig fokus på, er en bakterie, der kan vokse, hvis der ikke er andre bakterier til at holde den nede. Den rammer typisk ældre eller allerede svækkede mennesker, og der ses omkring 3500 tilfælde årligt i Danmark, hvor en patient er smittet med den.

Maskinen er så lille og handy, at den let kan blive flyttet rundt på sygehuset. Foto: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt.