Midsommer med hygge og bål på Engen

Sidste år kom tørken i vejen for det traditionsrige sankthansbål på Engen i Fruens Bøge, men forhåbentlig kan bålet igen være midtpunktet for en hyggelig familieaften med musik, snobrød, tale og fællessang.

Søndag den 23. juni er det sankthansaften, og det er en aften rig på traditioner. Sådan er det også i Odense, hvor Engen i Fruens Bøge betyder noget ganske særligt for mange odenseanere.

Gennem årtier har der været sankthansbål og hygge omkring ilden, og 2019 bliver ingen undtagelse, hvis vejret da tillader det.

– Jeg holder meget af sankthansaften, og sådan tror jeg, de fleste har det. Bålet, midsommervisen og de lyse nætter er bare noget helt særligt, og jeg glæder mig hvert år over at se odenseanere i alle aldre mødes på Engen. Jeg er sikker på, vi får en dejlig aften sammen. Det byder programmet i hvert fald op til, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).

Arrangementet begynder kl. 16, hvor der bliver tændt i det store snobrødsbål, så alle kan bage deres egne snobrød i selskab med spejderne fra Sortebrødregruppen.

Det prisvindende børnemusikorkester “Æsken” kommer for at tage børn og voksne med på en tidsrejse gennem jazzens historie i en mellemting mellem teater og koncert. Undervejs stifter vi bekendtskab med blandt andet Billie Holiday, Louis Armstrong og Herbie Hancock.

Børnene kan også glæde sig til Lars U, der kommer forbi for at trylle og lave ballondyr mellem kl. 16.30 og 17.30.

Familie- og børneunderholdningen begynder kl. 16.00 og slutter cirka kl. 18.00. I hele tidsrummet vil Kulturmaskinen være på pladsen med gøgl og leg, og hvem ved? Måske kigger maskotten Tumle også forbi.

Kl. 17.30 begynder opdækningen til fællesspisning på Engen. Det er muligt at forudbestille en madkurv fra Kai Thor Catering eller medbringe sin egen mad. Der er blot et krav for at få en siddeplads ved bordet, at man har lyst til at spise sammen med andre. Madkurven kan bestilles via www.kaithorshop.dk.

Arrangementet er en del af kampagnen “Danmark spiser sammen”, som varetages af Folkebevægelsen mod ensomhed.

Resten af aftenen forløber således:

Kl. 18.00-20.45 DJ Academy præsenterer musik fra deres dygtige discjockeys

Kl. 20.45-20.55 Det rytmiske kor Pop ‘N’ Soul ved korleder Janne Wind

Kl. 20.55-21.00 Tale ved by- og kulturrådmand Jane Jegind

Kl. 21.00 Bålet tændes til Midsommervisen ved koret Pop ‘N’ Soul

Kl. 21.10-21.20 Det rytmiske kor Pop ‘N’ Soul ved korleder Janne Wind

Kl. 21.20-22.00 Discjockeyerne runder aftenen af.

Hvis vejret ikke tillader et sankthansbål, så bliver familie- og børneunderholdningen alligevel gennemført mellem kl. 16.00 og 18.00, mens resten af arrangementet bliver aflyst.