TV Lillebælt
Foto: Rigspolitiet

Mistænkt for indbrud og påsatte brande i Højby anholdt

11. april 2019 Slået fra Af Michael Jacobsen

Fyns Politi har anholdt og sigtet en person for en række indbrud, hvor der i forbindelse med indbruddene blev påsat ild i de forurettedes hjem. 

Indbruddene fandt sted i perioden oktober 2018 frem til februar 2019 i området omkring Højby i udkanten af Odense, og de skabte stor utryghed blandt beboerne i området. Fyns Politi var i den forbindelse på besøg i området med den mobile politistation.

Det er længere tids efterforskning, der nu har ført til anholdelse i sagen. Fyns Politi har ikke yderligere oplysninger eller kommentarer. Der er planlagt grundlovsforhør torsdag den 11. april klokken 8.15. Der vil blive begæret lukkede døre.