Nyheder og indslag fra trekants-området og fyn

Mød litteraturen til dokumentarfilmfestival på Kolding Bibliotek

Foto: CPH:DOX (stillfoto fra filmen The Other Munch)

Bliv grebet af Ferrante-feberen og oplev debatter med store forfattere, når Kolding Bibliotek inviterer til DOX:DIREKTE i marts og april.

Forfatterne Karl Ove Knausgaard, Elena Ferrante, Stieg Larsson og Lone Frank er hovednavne i udvalgte dokumentarfilm, som du kan opleve på Kolding Bibliotek i slutningen af marts og starten af april. Filmene giver indblik i forfatternes arbejde og deres lidenskab for litteratur, kunst, demokrati – og hjerneforskning!

DOX:DIREKTE er et samarbejde mellem en række biblioteker og dokumentarfilmfestivallen CPH:DOX. Udvalgte film vises simultant på de deltagende biblioteker efterfulgt af live-transmitterede samtaler og debatter med forfattere, filmskabere og eksperter om filmenes emner. Du kan blandt andet se selveste Karl Ove Knausgaard i en samtale sendt direkte fra Det Kongelige Bibliotek i København.

Litteraturen i fokus

DOX:DIREKTE tager i år særligt afsæt i litteraturens verden. Du kan følge en af Nordens største litterære stjerner Karl Ove Knausgaard i hans arbejde som kurator på en stor udstilling om Edvard Munch. En anden film går bag om fænomenet ‘Elena Ferrante’, der står på listen over verdens 100 mest indflydelsesrige personer, selvom det er hemmeligt, hvem personen bag navnet er. Du kan også opleve en mesterlig doku-thriller om journalist og forfatter Stieg Larsson og hans systematiske arbejde med at bekæmpe de tiltagende højreekstremistiske bevægelser i Sverige.

Filmene vises i Bryggeriet på Kolding Bibliotek om aftenen den 22., 25., 27. og 28. marts samt den 2. april. Det koster 50 kr. at se en film og den efterfølgende debat.

Køb billetter og se hele programmet for DOX:DIREKTE på www.koldingbib.dk