TVlillebælt.dk

Nu bliver Christiansfeld gamle skole til nye boliger

16. august 2019 Slået fra Af Michael Jacobsen

PR-foto

I hjertet af UNESCO-byen Christiansfeld opfører Domea 29 familieboliger. Onsdag markerede Domea Lunderskov-Kolding og borgmester Jørn Pedersen startskuddet for byggeriet.

Til næste efterår kan 29 familier flytte ind i nyrenoverede og nybyggede boliger på Nørregade og Lindegade i Christiansfeld, som ligger midt i det område, der i 2015 blev udpeget som UNESCO-verdenskulturarv.

Det er den fredede del af Christiansfelds gamle drengeskole på Lindegade, der bliver renoveret og omdannet til 15 lejligheder, mens nyere bygninger i Nørregade, blandt andet en gymnastiksal, bliver revet ned for at give plads til fire nybyggede punkthuse, der i alt kommer til at rumme 14 lejligheder.


Annonce


Onsdag markerede Domea Lunderskov-Kolding og Koldings borgmester, Jørn Pedersen, at byggeriet af de nye almene boliger går i gang.

– Det er glædeligt, at vi nu får et nyt byggeri, der passer ind i den gamle historiske bykerne. Det er helt afgørende for at bevare vores UNESO-status. Samtidig er det også vigtigt, at byen fortsat kan udvikle sig og er et sted, hvor livet leves, fortæller Jørn Pedersen.

Også projektudviklingschef i Domea.dk Louise Prahm glæder sig over muligheden for at bygge nye boliger midt i verdensarven.

– Vi vil gerne bo i Christiansfeld bl.a. fordi byen oser af historie, men samtidig vil vi også gerne bo i nye boliger, hvor varmeregningen er lav og indretningen, arkitekturen er tidssvarende, og som samtidig passer ind i omgivelserne.  Den opgave løser vi i høj grad med det kommende byggeri, ved at blande nyt og gammelt fortæller Louise Prahm.

Byggematerialer bliver genbrugt

Nedrivningen af de gamle bygninger tyvstartede i begyndelsen af august. Mursten og øvrige materialer bliver genbrugt i det omfang, det kan godkendes af Slots- og Kulturstyrelsen og i det omfang, det er byggeteknisk muligt.

– Som cirkulær økonomi-kommune har vi et stort fokus på at genanvende byggematerialer, og derfor er det forbilledligt, at entreprenøren vil genanvende så meget som overhovedet muligt fra den gamle skole i de nye lejligheder. Det passer ikke kun i vores mindset, men går perfekt i tråd med brødremenighedens gamle, bæredygtige håndværkertraditioner, forklarer Jørn Pedersen.

Fakta om Christiansfeld nye almene boliger

Boligselskabet Domea Lunderskov-Kolding ombygger og renoverer Christiansfelds gamle drengeskole og opfører 4 nye bygninger.

I den gamle skole indrettes 15 familieboliger: 2-, 3- og 4-rums lejligheder på 74-115 m². I de 4 nye punkthuse opføres 14 familieboliger: 2- og 3-rums lejligheder på ca. 59 og 107 m². Imellem bygningerne etableres parkering og grønne områder.

Den gamle drengeskole ligger op ad Brødremenighedens kirke ’Salshuset’, som er epicenteret i området, der er udpeget som verdenskulturarvsområde. Et tæt samarbejde mellem kommune, Slots- og Kulturstyrelsen, arkitekt og bygherre har medført, at byggeriet passer godt ind i området med respekt for både det historiske miljø og standarden for nye boliger. Byggeriet opføres i perioden: september 2019 til oktober 2020. Følg med på: Domea.dk/nybyggerier

Byggeriets parter:

Bygherre: Boligselskabet Domea Lunderskov-Kolding

Byggeforretningsfører: Domea.dk

Bygherrerådgiver: HH Bygge ApS

Totalentreprenør: Adsbøll Entreprise A/S

Arkitekt: Luplau & Poulsen Arkitekter ApS

Ingeniør: Oluf Jørgensen A/S