Odense cykler til arbejde – også fra hjemmekontoret

Odense cykler til arbejde - også fra hjemmekontoret. TV-reportager og nyheder
PR-foto

Danmarks største motionskampagne for arbejdspladser kører igen i hele maj måned. “Vi cykler til arbejde” har kørt siden 1998, og sidste år cyklede 1540 kolleger fra virksomheder i Odense Kommune på trods af coronavirus og hjemmearbejde. De tilbagelagde 234.747 km og sparede Odense for 58,7 tons CO2 ved at tage cyklen frem for bilen. Tilmeldingen til “Vi cykler til arbejde 2021” er åben, og du kan også være med.

Kom ud i den skønne forårsluft og få smil på læben og vind i håret. Cyklistforbundet og Odense Kommune opfordrer alle arbejdspladser i kommunen til at stille med et hold til arbejdspladsernes årlige cykelkampagne, hvor deltagere på holdbasis konkurrerer på flest cykeldage i maj.

– Det er både sundt og dejligt at cykle, og i det seneste år har mange mistet lidt daglig motion, som styrker helbredet og humøret. Derfor er “Vi cykler til arbejde” en kærkommen lejlighed til at komme op på jernhesten igen. Samtidig er konkurrencen også en god anledning til at lave en aktivitet med de gode kolleger, som vi desværre ser for lidt til i øjeblikket. Jeg håber, at der er mange i Odense, som har lyst til at deltage, siger by- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt (V).

For corona eller ej – årets “Vi cykler til arbejde” er vigtigere end nogen sinde, og der kan sagtens cykles med fra hjemmekontoret, fortæller kampagneleder i Cyklistforbundet, Sidsel Friis Marxen:

– Måske brugte du, før corona sendte dig hjem, 30-60 minutter på at tage på arbejde. I dag bruger du måske et par minutter på at sætte din arbejdsplads op på køkkenbordet. Den sparede tid er din egen, og den skal du selvfølgelig bruge til dejlige cykelture, siger Sidsel Friis Marxen.

Forhåbentlig vil mange arbejdspladser stille et hold til kampagnen og bruge det som anledning til at styrke ikke bare egen sundhed, men også fællesskabet og humøret på arbejdspladsen.

Du samler et hold på 2-16 kollegaer på www.vcta.dk. Jo flere dage holdet cykler i maj, desto flere lodder får holdet til den afsluttende lodtrækning om årets hovedpræmie: En elcykel af det hollandske kvalitetsmærke Gazelle til alle på vinderholdet.

Nemt at være med

Alle deltagere får en miniguide med ideer til at komme op på cyklen fra hjemmearbejdspladsen og holde den fælles holdgejst op – for eksempel kan du aftale med dine holdkammerater, at alle tager en cykeltur efter frokost sammen hver for sig. Alle virksomheder tilbydes desuden en afsluttende oversigt over de opnåede sundheds- og klima-effekter af medarbejdernes cykelindsats.

Er du blandt dem, som tager ind på arbejde, behøver du ikke cykle hele vejen for at deltage. Det er nok, hvis du cykler til tog eller bus for at tage offentlige transportmidler resten af vejen.

FAKTA: Vi cykler til arbejde 2021

  • Kører 1.-31. maj – tilmelding
  • Du tilmelder et hold på 2-16 kollegaer og dyster om flest dage på cyklen
  • Du kan vinde både forskellige særpræmier og årets hovedpræmie: En Gazelle-elcykel til alle på vinderholdet
  • Med kampagnen følger et aktivitetskatalog til virksomhederne med ideer til lokale konkurrencer, events og aktiviteter, så man som arbejdsplads får mest ud af at være med
  • Alle virksomheder tilbydes en afsluttende oversigt over de opnåede effekter af medarbejdernes cykelindsats målt på bl.a. sparede sygedage og sparet CO2.
Del på facebook
Del på Facebook