P-pladser ved Klostergården inddrages

Fra tirsdag den 11. juni 2019 vil det ikke længere være muligt at parkere på den kommunale p-plads ved Klostergården i Kolding midtby.

De 37 p-pladser i Klostergade inddrages til byggeplads i forbindelse med, at Klostergården skal rives ned for at gøre plads til et nyt ejendomskompleks med p-kælder og offentligt tilgængelige p-pladser.

Boligselskabet Domea.dk har købt grunden af Kolding Kommune for at opføre 92 lejligheder. En del af aftalen er, at der opføres en parkeringskælder med lige så mange p-pladser under komplekset. De 92 nye parkeringspladser vil være offentligt tilgængelige i dagtimerne på hverdage, når projektet står færdigt.

Nedrivningen af Klostergården har allerede præget området et stykke tid. For et par uger siden satte nedrivningsfirmaet hegn op omkring pladsen ud mod Brostræde. Tunnelen under Brostræde er også lukket på den sydlige side af Brostrædet, og dermed er det ikke længere muligt at cykle eller bruge kørestol, da der kun er en trappe op til Brostræde. Cykler, kørestole og lignende kan følge den sti, der løber langs åen og går under jernbanen op til I. P. Jensens Plads. Eller man kan trække sin cykel op ad trappen.

Den kommunale p-plads markeret med rødt inddrages til det store byggeri. Allerede for et par uger siden blev arealet ud mod Brostræde – fremhævet med blåt – hegnet inde af nedrivningsfirmaet. PR-foto.

Find en ledig p-plads

Den letteste måde at finde en ledig p-plads i Kolding midtby er at bruge den mobilvenlige hjemmeside parkering.kolding.dk. Her bliver hovedparten af p-pladserne konstant opdateret, så du kan se, hvor der er ledige pladser lige nu.

Du kan lægge hjemmesiden ind på din mobil, så du fremover bare skal trykke på en knap på din skærm, ligesom når du åbner en app. Sådan gør du: Åbn hjemmesiden parkering.kolding.dk på din mobil. Klik på Menu > Hjælp > Vælg den browser, som du bruger på din mobil. Herefter viser en illustration, hvordan du lægger den nye funktion ind på din mobil.