Prisregn over Designskolen Kolding

14. maj 2019 Slået fra Af Michael Jacobsen

Æresprisen blev uddelt i forbindelse med Danish Design Award i Industriens Hus den 13. maj. Den gives til personer, organisationer eller virksomheder, som på afgørende vis har bidraget til det danske designmiljø.

Designskolen Kolding modtager prisen som ”en hyldest for en lang og tro tjeneste for designs virke, anvendelse og udbredelse,” udtaler Designrådets formand Lars Thøgersen. Skolen indskriver sig dermed i fornemt selskab med tidligere modtagere som Verner Panton, Jacob Jensen, Nanna Ditzel, Knud Holscher og Coloplast.

De lærer virksomheder at bruge design – ikke bare at stave til det
Designrådet lægger i sin begrundelse særligt vægt på skolens mange samarbejder med offentlige og private aktører og kolossale indsats for at integrere design i virksomheder. Rådet henviser særligt til designforløb med over 800 danske små og mellemstore virksomheder, som skolen har klædt på til at møde kunderne med brugerorienterede designmetoder.

– Designskolen Koldings arbejde med designmetoder i små og mellemstore virksomheder er helt unikt og er med til at manifestere designprofessionens betydning for ikke bare designvirksomheder i traditionel forstand, men design som innovationsdriver på tværs af virksomhedskategorier, siger Thomas Graversen, ejer af Fredericia Furniture og medlem af Designrådet, om valget af Designskolen Kolding.

Han beskriver desuden skolen som ”en ukuelig optimistjolle, som sejler på trods”:

– Det stod ikke skrevet ved dens vugge, at den skulle manifestere sig som en virksomhed, der har lært rigtig mange ikke bare at stave til design, men at bruge design.

Ifølge Designrådsmedlem Henrik Vibskov fortjener Designskolen Kolding blandt andet prisen for sit store designarbejde uden for Københavnsområdet:

– Designskolen Kolding har fået store designvirksomheder i nærområdet aktiveret og har løftet niveauet tværfagligt. Skolen har desuden været med til at sikre, at der er et stærkt internationalt designmiljø af høj kvalitet uden for København. De har gjort dansk designs DNA – baseret på værdier og æstetik – relevant på det 21. århundredes betingelser.

Rektor for Designskolen Kolding, Elsebeth Gerner Nielsen, kalder prisen en fantastisk påskønnelse af det arbejde, medarbejdere og studerende har præsteret gennem de sidste 50 år:

– Det er en anerkendelse af et langt sejt træk med at vise, at en kunstnerisk uddannelse kan skabe stor værdi i forhold til de problemstillinger, samfundet og verden står med. Det er samtidig et cadeau til det samlede designmiljø i Kolding. Et miljø, skolen skylder stor tak.

Om Designrådet
Rådet består af 65 medlemmer, der på hver sin måde bidrager til arbejdet med design; det være sig i praktisk forstand, forretningsmæssigt, organisatorisk, juridisk eller uddannelsesmæssigt. Sammen arbejder de for at udbrede interesse og forståelse for hvad dansk design kan gøre af afgørende forskel både i Danmark og internationalt.