TVlillebælt.dk

Provsti vil have de døde tilbage på kirkegården: Gør begravelse gratis

9. september 2019 Slået fra Af Michael Jacobsen

Vejle Provsti er bange for at blive valgt fra til fordel for skovbegravelser og askespredning til søs. Det skriver DR Trekanten.

Modelfoto

Fra 1. januar 2020 vil Vejle Provsti afsætte 1,5 millioner kroner om året til at gøre gravstederne på kirkegårdene gratis.

Det sker, fordi man i provstiet såvel som i resten af landet oplever en stigende interesse for andre former for begravelser og afskedsceremonier. Især er skovbegravelser og askespredning på vandet blevet populært.

Og det kan godt bekymre provsten.

– Jeg vil helst have folk ind på kirkegården. Det er en del af vores danske kirkegårdskultur, at vi har de her smukke kirkegårde, og derfor er jeg ked af, hvis folk ikke vil begraves på kirkegården, siger provst Dorte Volck Paulsen.

Det fortæller byens historie

Provsten bakkes op af kirkegårdsleder på Vejle Kirkegårde Jens Zorn Thorsen.

– Vi ser i høj grad, at vores kunder vælger en anonym begravelse eller i en fælles plæne. Det går ud over resten af kirkegården, der bliver mere park-præget. Vi har behov for at vide, hvem der er begravet, for det fortæller byens historie, siger Jens Zorn Thorsen.