TV Lillebælt

Svendborg Kommune styrker erhvervsområdet

27. marts 2019 Slået fra Af Michael Jacobsen

Foto: Søren Bach-Hansen – fotograf: Svendborg Kommune

Ejendomschef Søren Bach-Hansen, Svendborg Kommune, skal have nye visitkort. Han skal fremover være erhvervschef i Svendborg Kommune.

Den nye stilling skal ses som et ønske om, at styrke samarbejdet med erhvervslivet.

– Jeg har lyttet mig til, at virksomheder og organisationer meget gerne ser, at der kommer et øget ledelsesmæssigt fokus på at skabe bedre rammer for erhvervslivet. Samtidig er vi i byrådet optaget af, at vores indsatser for iværksættere og etablerede virksomheder bliver koordineret tæt med de mange samarbejdspartnere vi har. Her tænker jeg eksempelvis på Erhvervshus Fyn og det kommende destinationsselskab på turismeområdet. Det kan vi opnå ved at ansætte en person, der udelukkende har fokus på erhvervslivet, siger borgmester Bo Hansen (A), Svendborg.

Annonce


Bo Hansen lægger vægt på, at det har det været afgørende for ham, at den nye erhvervschef allerede kender både kommunens sagsgange og virksomhederne. Det er også et af de ønsker, som er kommet frem i samarbejdet med erhvervslivet om kommunens nye erhvervspolitik.

Netop det krav lever den nye erhvervschef Søren Bach-Hansen op til. Som chef for kommunens ejendomscenter, har han haft et tæt samarbejde med erhvervslivet.

Ud over at fortsætte det tæt samarbejde med virksomhederne bliver én af hans hovedopgaver at føre kommunens nye erhvervspolitik ud i livet. En vigtig del af det arbejde sker i regi af kommunens iværksætterhuse, Fremtidsfabrikkerne, som også bliver en del af erhvervsafdelingen.

Det samme gør Svendborg Havn, som Søren Bach-Hansen allerede har et indgående kendskab til fra sit nuværende job. Mange af havnens kunder er turister, og derfor er der en tæt tilknytning til det øvrige turismeområde.

Erhvervschefen vil fremover indgå i bestyrelsen for Svendborg Event, ligesom han vil samarbejde tæt med Naturturisme og de øvrige ejerkommuner om at etablere Geopark Det Sydfynske Øhav.

Søren Bach-Hansen er meget glad for sit nuværende job, men han ser også frem til at prøve kræfter med denne satsning, hvor erhvervslivet får sit eget fokus.

– Jeg glæder mig til at tage fat på dette vigtige område. Erhvervsudvikling og turisme er afgørende forudsætninger for, at vi fortsat kan tiltrække nye arbejdspladser og borgere til Svendborg. Og den bedste start på det arbejde er at drikke en kop kaffe med virksomheder og høre, hvad de er optaget af, og hvordan kommunen kan hjælpe dem, siger han.

Den nye erhvervschef forventes at tiltræde 1 maj.