Nyheder og indslag fra trekants-området og fyn

Tag den nye genbrugsplads i brug

Onsdag 22. maj går bommen op på den nye genbrugsplads på Bronzevej 3 i Kolding. Her byder Renovation på en kop kaffe og et rundstykke kl. 9-11 for at markere, at den sidste fase af byggeriet er gået i gang: Nu skal hverdagen teste pladsen, så den kan finjusteres inden officiel indvielse i august.

Den nye genbrugsplads har været på tegnebrættet siden 2014, byggeriet startede i september 2018, og 22. maj 2019 kan borgerne tage den i brug.

– Jeg glæder mig til at trille ind på den nye plads. Som borger får man både en større og bedre indrettet genbrugsplads. Set i et større perspektiv er pladsen også fremtidssikret: Her er plads til fremtidige krav om flere affaldsfraktioner, og rammerne bliver gode for at skabe flere cirkulære aktiviteter og projekter, siger Jakob Ville, der er formand for Teknik- og Klimaudvalget.

Fra planer til praksis

Men først skal genbrugspladsen bygges helt færdig, inden den officielt indvies i august 2019. Forude er tre måneders finpudsning, hvor sidste hånd lægges på værket.

– Der mangler stadig lidt rundt omkring, og der vil være håndværkere på pladsen, der arbejder på bygningerne. Men den daglige brug af pladsen er faktisk den allerbedste måde at høste erfaringer til at gøre pladsen helt færdig. For eksempel vil det vise, om rækkefølgen af containere fungerer i praksis, siger projektleder på den nye genbrugsplads Martin Pedersen Stub.

Samtidig er indretningen af faciliteterne i den gamle miljøterminal i fuld gang. Skatkammeret og RE:USE er allerede flyttet ind, men også Renovations formidlingstjeneste, værkstedsfaciliteter og andre genbrugsaktiviteter er på vej.

Den gamle genbrugsplads på Bronzevej lukker 21. maj kl. 06

Den gamle genbrugsplads på Bronzevej lukker og slukker 21. maj kl. 06. Det gælder både arealerne på Bronzevej 2 og 4. Det er nemlig den store flyttedag, hvor containere og andet genbrugsgrej køres over på den nye plads. Det betyder, at besøg på genbrugspladsen skal foregå på en af kommunens øvrige genbrugspladser i perioden 21. maj kl. 06 til 22. maj kl. 06.

Den nye genbrugsplads i tal

  • Byggeriet af genbrugspladsen koster 30 mio. kroner. Hele projektet koster 36 mio. kroner
  • Borgeren kan sortere i 40 typer forskelligt affald. Dertil rummer farligt affald over 30 forskellige typer affald
  • 6.000 kvm, hvor borgerne kan færdes på
  • Der afleveres årligt 15.000 til 17.000 tons materialer på genbrugspladsen på Bronzevej