TVlillebælt.dk

Tusindvis af danskere kører for stærkt på danske skoleveje

13. august 2019 Slået fra Af Michael Jacobsen

PR-foto

I 2019 har politiet over hele landet registreret flere end 10.000 sager om hastighedsoverskridelser på danske skoleveje, viser nye tal, som Gjensidige Forsikring har fået fra Nationalt Færdselscenter.

Mandag slår skoler over hele landet dørene op for både nye og gamle elever, men de bør se sig godt for i trafikken, når de bevæger sig mellem hjem og skole. 

For indtil videre har landets politikredse oprettet 11.808 sager om hastighedsoverskridelser blandt bilister på skoleveje, hvilket både dækker veje med skoler og tilstødende veje, hvor børn bevæger sig mellem hjem og skole. 

Annonce


Det viser nye tal Fra Nationalt Færdselscenter, som Gjensidige Forsikring har analyseret. 

Tallene dækker over årets første syv måneder, og trods de mange sager er der en nedgang at spore fra de foregående år, der bød på henholdsvis 53.853 sager i hele 2017 og 37.211 sager i hele 2018. 

Men nedgangen betyder ikke alene, at bilisterne er blevet bedre til at overholde hastighedsbegrænsningerne omkring skoler, det kan også hænge sammen med færre kontroller som eksempelvis fartmålinger og generel kontrol.

Og tallene bør få både forældre og børn til at være ekstra varsomme, når de skal til og fra skole i det nye skoleår, lyder det fra Henrik Sagild, der er Skadedirektør i Gjensidige Forsikring. 

– Det er nogle lidt alarmerende tal. Skolebørn er nogle af de mest uerfarne trafikanter, uanset om de er til fods eller på cykel, og derfor bør bilister tænke sig rigtig godt om, når de sidder bag rattet på skoleveje, siger Henrik Sagild. 

Han opfordrer desuden til, at man tager en snak med sine børn om at passe på og være varsom i trafikken.

– Skolestarten er en god lejlighed til at minde sine børn om regler i trafikken, og sørge for, at de er opmærksomme og ser sig ordentligt for, når de skal til og fra skole, så risikoen for at ende i ubehagelige situationer bliver minimeret, siger Henrik Sagild fra Gjensidige Forsikring.