TVlillebælt.dk

Vær med til at fejre høsten på Kringsminde

12. juli 2019 Slået fra Af Michael Jacobsen

Foto: Claus Fisker

Lørdag d. 10. august holder museumsgården Kringsminde sommeråbent og inviterer alle interesserede til høstfejring.

Du har mulighed for at opleve en dag på landet som i bedstefars tid, når Fredericias museumsgård Kringsminde holder sommeråbent med aktiviteter for alle. Det er lørdag d. 10. august kl. 11.00-16.00, hvor gården fejrer årets høst. Arrangementet er gratis.

”Vi har arrangeret en spændende dag, hvor vi markerer høsten med høstgudstjeneste og gamle børnelege med sange, stylter, tøndebånd, ringspil og marmorkugler. Vi skal smøge ærmerne op og høste med le og selvbinder. Man kan også være med til at sætte neg i skok som i de gode gamle dage på landet. Så har man sukket lidt efter en bondegårdsferie i løbet af sommeren, har man alle muligheder for at få en flig af det den 10. august på Kringsminde, ” siger gårdens forvalter Karin Rahbek.




Det er den lokale præst i Egeskov Kirke Lise Rind, der står for årets høstgudstjeneste på gården kl. 11.00. Derudover er der en masse aktiviteter for hele familien:

Vejle og Omegns Fjerkræklub har lavet en udstilling med flere end 30 forskellige racehøns. Der er mulighed for en køretur i en gammeldags hestevogn, og man kan opleve fårehyrderne og deres hyrdehunde på arbejde kl. 12-12.45 og igen kl. 14.00-14.45. Også smeden er til stede på gården og smeder gamle hestesko mm.

I det gamle køkken bliver sommerens kage, pandekager og smagsprøver tilberedt. Persillegartneriet og Landbrugslauget sælger friske grøntsager, og Fredericia Biavlerforening sælger sommerens honning. Derudover vil der blive tilberedt gammeldags rygeost, og der er mulighed for smagsprøver.

Tid og sted

Lørdag d. 10. august kl. 11.00-16.00 på Kringsminde, Kringsmindevej 9, Egeskov, 7000 Fredericia. Buslinje 6 går lige til døren.

Om Kringsminde

Gården Kringsminde i Egeskov er i sine nuværende bygninger fra 1700-tallet, men der har været gårdbebyggelse på stedet siden 1600-tallet. I 1975 købte Fredericia kommune gården, der siden blev fredet i 1982. Fra 1990 har der været museumsskole på Kringsminde.

Der er ingen fast åbningstid, og de årlige arrangementer annonceres i dagspressen og på Fredericia Kommunes egne platforme. Særligt i skoleferier afholdes der markeder og arrangementer på Kringsminde.