TVlillebælt.dk

Vejarbejde på Kongebrogade bliver yderligere forsinket

16. august 2019 Slået fra Af Michael Jacobsen

PR-foto

Kongebrogade i Kolding ventes først åbnet for gennemkørende trafik 6. september. Renoveringen af broen over Kolding Å har vist sig at være mere kompliceret end først antaget.

”Det er anden gang, vi skubber færdiggørelsen, og det kan jeg kun beklage over for de trafikanter, der er berørt af vejarbejdet,” siger ingeniør Brian Simmelsgaard, Kolding Kommune.

”Da vi nåede ned til det såkaldte klaplag, så det i første omgang ok ud. Laget bestod vores normale test, men da det var blevet grundigt renset, kunne vi konstatere, at klaplaget var i så dårlig stand, at vi bliver nødt til at støbe det op igen.”

Annonce


Renoveringen bliver derfor mere omfattende end først beregnet, og færdiggørelsen er også afhængig af vejret. For at kunne udlægge den såkaldte fugtisolering skal entreprenøren have nogle sammenhængende dage uden nedbør, da de første lag bestående af en epoxygrunder er meget vejrfølsomme. I tilfælde af regn eller ustabilt vejr kan der være perioder, hvor der ikke arbejdes på pladsen.

”Entreprenøren holder naturligvis et vågent øje med vejrudsigten, for vi er alle interesseret i at få afsluttet renoveringen så hurtigt som muligt,” forklarer Brian Simmelsgaard.

Mens arbejdet står på, vil Kongebrogade være spærret for al trafik hen over broen, men der vil stadig være fri adgang til f.eks. Ågade og parkeringspladsen ved Holmsminde.