Vikarbank skal skaffe vikarer til handicapområdet

Vikarbank skal skaffe vikarer til handicapområdet. TV-reportager og nyheder
PR-foto

Handicapområdets nye digitale vikarbank “VikarBank Handicap” skal gøre det nemmere at melde sig som vikar. Derudover skal den motivere flere til at tage en velfærdsuddannelse.

– Vi står snart over for en sommerferie-periode, hvor vi kommer til at mangle vikarer, der skal hjælpe os, når det faste personale skal holde ferie, siger handicapchef Peter Anders Larsen om én af årsagerne til, at han har lavet en digital vikarbank, som skal gøre det nemmere at skrive sig op som vikar.

En anden og ligeså vigtig årsag er, at det specialiserede handicapområde på sigt kan komme til at mangle pædagoger og sundhedspersonale. Der bliver flere med behov for hjælp, og de små årgange gør, at der ikke uddannes personale nok til at erstatte det antal, der går på pension i fremtiden.

– Derfor er målet med vikarbanken også at give flere mulighed for at snuse til faget, f.eks. unge mennesker, der tager et sabbatår, og som så – forhåbentligt – får lyst til at uddanne sig inden for området som pædagog, social- og sundhedsassistent, sygeplejerske, terapeut mv. siger Peter Anders Larsen.

Et livsbekræftende og afvekslende arbejde

Mange forbinder arbejdet med multihandicappede borgere med pleje og praktiske opgaver, siger Peter Anders Larsen. Men det er langt mere end det, og det kan et vikarjob også være med til at afdække:

– Arbejdet hos os indeholder mange komplekse opgaver, der stiller krav til både kommunikation og indlevelse. Vi arbejder hele tiden pædagogisk på, at alle får mest muligt ud af hverdagen og udvikler sig. Det betyder, at alle udfordres til at prøve nye ting, f.eks. arbejder vi meget med velfærdsteknologi. Og så er vi med og helt tæt på, når der grines og glædes – de livsbekræftende stjernestunder. Og også når livet er svært, hvor vi så motiverer og støtter bedst muligt, siger Peter Anders Larsen.

Han håber også, at nyledige, eksempelvis mennesker, som har mistet deres job som følge af corona-situationen, kunne have lyst til at prøve kræfter med faget.

– De skal være velkomne, lyder det fra handicapchefen: – Vigtigst er, at man har den rette indstilling, kan se sig selv på vores område og gerne vil gøre en forskel for andre. Vi sørger for den nødvendige oplæring og opkvalificering, lover han.

Skriv dig op

Interesserede kan tilmelde sig på vejle.dk/vikarbank. Her kan man hurtigt og nemt udfylde en formular og vælge, hvilke bosteder og arbejdspladser man gerne vil ansættes på. Når arbejdspladserne mangler hænder, bruger de vikarbanken. Det er muligt at ønske både kortere og længere vikariater.

Handicapområdet råder over fem bosteder med forskellige målgrupper, og de er spredt over hele kommunen. Derudover er der Karriereværkstedet, Vejle Kommunes tilbud om beskyttet beskæftigelse, som også har afdelinger forskellige steder i Vejle Kommune.

Vejle Kommune har ikke aktuelt et problem med at sikre arbejdskraft, men har alligevel besluttet at gøre noget nu for ikke at stå med problemet om nogle år. Kommunen er derfor i gang med en række tiltag, som alle handler om at forbedre fagets image og at blive bedre til at rekruttere medarbejdere og fastholde de nuværende.

Del på facebook
Del på Facebook