Kolding: Masser af sjove forlystelser i påsken
I disse dage er der lagt op til en masse fornøjelse på Vonsildvej i Kolding. Her er den store plads blevet indtaget af Nordisk Tivoli Park. Det er et af Europas største omrejsende tivolier med attraktioner til både store og små. De tager hvert år rundt i landet.
Historien om Nordisk Tivoli Park:
Det blev stiftet for mere end 50 år siden af Hans Ohlsen. Han startede som nitte-dreng på Svendborg Værft, og i sommerferierne var medhjælper på en skydebane.
Han fik hurtigt “tivoliblod” i årene og i løbet af få år voksede tivoliet sig til at blive Danmarks største, og har siden bevaret den status.
Midt i 60’erne kom Nordisk Tivoli Park for første gang til Hjallerup Marked med en del af tivoliet, der allerede dengang kørte i flere afdelinger, og i løbet af få år fik Hans Ohlsen opbygget Danmarks største tivoliplads på Hjallerup Marked.
I dag er markedet stadig en af Nordisk Tivoli Park’s vigtigste pladser, ligesom familien har en helt specielt tilknytning til Hjallerup.
I 1974 blev Hans Ohlsen under stor festivitas gift med Gurli, som var internationalt kendt som en af verdens få kvindelige dødsdromkørere, et job hun dog lagde på hylden, da de fik datteren Henriette samme år.
I byen er også døtrene Henriette og Maria døbt og konfirmeret. Henriettes børn er ligeledes døbt der, og her blev hun også gift med Lars, så det er naturligt, at familien er glade for at komme til Hjallerup.
I 1991 mistede Hans Ohlsen sin kone, og hermed overtog datteren Henriette på 17 år alle moderens funktioner, og gik dermed ind i driften af Nordisk Tivoli Park, med hjælp fra lillesøsteren Maria. 3 år efter, i 1994, døde Hans Ohlsen, og Henriette overtog den store virksomhed, som landets yngste tivoliejer. Siden hen er der kommet nye ejere til og tivoliparken lever videre i Hans Ohlsens ånd.